Gå til indhold
Linkedin Header

9 uundværlige tips til at booste dit LinkedIn-game allerede i dag

Publiceret: august 5, 2024

Hvis du havde din daglige gang på LinkedIn før sommerferien, er det nok næppe gået din næse forbi, at der i juni blev afholdt Linked Summit i Odense. 

Vi var selvfølgelig med. 

Og vi har samlet 9 komplet uundværlige key takeaways, som vi allerede har integreret som en del af vores LinkedIn værktøjskasse. 

Vidste du, at du med fordel kan holde fingeren væk fra “slå op igen”-funktionen? 

Og at et godt hook altid bør efterfølges af et re-hook? 

Og husker du The Silent Community, som over halvdelen af brugerne tilhører? 

Frem med notesblokken for vi deler det hele med dig nu.  

 

1. Delinger – eller ”slå op igen” – er ikke hot

Hvis du gik og troede, at den bedste måde, du kunne hjælpe et opslag med at sprede sig i dit netværk, var ved at trykke på ”slå op igen”, så kan du godt tro om igen. 

Den funktion er LinkedIns algoritme faktisk ikke ret vild med. 

Men hvad skal du så gøre? Det kommer nu. 

2. Kommentarer er vejen frem (men skriv ikke kun ”godt brølt!”) 

Når du gerne vil hjælpe et opslag videre ud i verden, kan du i stedet skrive en kommentar. 

Dét kan algoritmen godt lide, fortalte LinkedIn-specialisten Tonny Mikkelsen. 

Du skal dog helst skrive lidt mere end blot ”Godt skrevet” eller ”Jeg er så enig”. 

Brug gerne et øjeblik mere og skriv en kommentar på mere end 15 ord. Så vil LinkedIns algoritme typisk sprede det opslag længere ud i dit netværk, end hvis du blot trykkede ”slå op igen”. 

Bonus for dig er, at kommentarer skaber synlighed til dig og din personlige profil. Win win og alt dét der.
 

3. Glem alt om CTA – inviter folk til at blive 

Det kan være fristende at bruge et velskrevet LinkedIn-opslag til at se, om du lige kunne trække noget trafik til din hjemmeside ved at smide et link ind. 

Men det bør du overveje nøje. Tænk over, om du ikke hellere vil invitere folk til at blive i dit opslag og engagere sig. 

Brug dét, Jasmin Alic kaldte en CTE, altså Call to Engagement. 

Kan du få folk til at smide et like eller skrive en kommentar, hjælper det dit opslag med at nå længere ud. Og så slipper du for, at algoritmen straffer dig for at sende brugerne væk fra LinkedIn. 

Eller brug en CTF, som står for Call to Feel. Et udtryk, Richard Moore introducerede os for, som handler om at vække følelser hos målgruppen. 

 

4. Hvis dit opslag er dårligt, er der ikke nogen, der ser det 

Ender dine idéer til opslag sammenkrøllede i papirkurven, fordi du ikke helt kan greje den og ikke vil risikere at dele et opslag, der ikke spiller? 

Så læs lige overskriften til dette punkt igen. 

Lad os antage, at dit opslag er så dårligt, at der ikke er nogen, der reagerer eller kommenterer på det. Hvad sker der så? 

Jo, så opdager LinkedIns algoritme det lynhurtigt og begrænser rækkevidden, så der ikke er ret mange, der ser det. 

Det huskede Anita Dalsgaard, som er rådgiver i digital strategi og markedsføring, os på. 

Og det lyder da ikke ret farligt, vel? 

Så afsted med dig, skriv nogle opslag og prøv noget af. Du kan højst lære af det. 

 

5. Pas på din virksomhedsside ikke bliver for kedelig 

Indhold fra virksomhedssider klarer sig ofte dårligere end indhold fra personlige profiler.  

Vi mennesker kan godt lide at læse noget fra andre mennesker. 

Husk dét, hvis du skriver fra en virksomhedsside. Her må du ikke blive for kedelig og skrue ned for gejsten og personligheden. 

I kan med fordel være lige så omsorgsfulde, sjove og passionerede på jeres virksomhedsside, som I er som personer, pointerede Anita Dalsgaard. 

 

6. Fordel dit indhold – du må ikke sælge hele tiden 

Som virksomhed er det vigtigt at benytte sig at forskellige typer indhold på LinkedIn. 

Alle dine opslag må ikke være direkte målrettet et salg. Australske Michelle J. Raymond gav os en 3-2-1 model. 

For hver seks opslag på din virksomhedsside, skal fordelingen være: 

3 x Good to know: Her deler du nyheder om din branche, viden, guides, trends mm. 

2 x Good to feel: Her kan du dele behind the scenes, medarbejdere, milepæle, værdier mm. 

1 x Good to buy: I kun ét af de seks opslag taler du direkte om dine produkter, services, demos osv. 

 

7. Husk et re-hook 

Hvordan får du folk til at læse dit opslag? Det gør du med et skarpt hook, der får din målgruppe til at stoppe op og klikke ”se mere”.  

Men Jasmin Alic lærte os, at det det gode hook bør efterfølges af noget lige så vigtigt, nemlig et re-hook. 

En 1-2 linjers sætning, der kommer lige efter dit hook, og som enten udfordrer hooket eller tilføjer mere værdi til det. 

Du kan eksempelvis indlede re-hooket med men, selvom eller og [indsæt noget der udfordrer dit hook eller tilføjer mere]. 

 

Her får du et eksempel fra oplægget: 

Hook: ”LinkedIn er verdens største business platform” 

Re-hook: ”Men det er den værste platform at sælge dit produkt på”. 

 

Så har du din læsers opmærksomhed, for hvordan hænger det sammen? 

 

8. Glem ikke The Silent Community 

Når du scroller igennem dit LinkedIn-feed, ser du masser af brugeres opslag og kommentarer. 

Men der er også en stor andel, du slet ikke ser. 

Ifølge Richard van der Blom tilhører 57% af LinkedIn-brugerne The Silent Community.  

Dem, der ikke poster, liker og kommenterer – men de scroller, læser og klikker. 

Den gruppe må du ikke glemme, da en stor del af dine kunder ligger her. Faktisk potentielt 95% af dine kunder ifølge Richart van der Bloom. 

 

9. Vælg ét budskab til én annonce 

Begrænsningens kunst er en svær men vigtig størrelse. Ikke mindst når det kommer til digital annoncering. 

Jeppe Kjøgx kom med det hele konkrete tip: Vælg ét budskab til én annonce. Punktum. 

Har du endnu et budskab, du gerne vil ud med? Så lav en ny annonce specifik til det.  

Jeppe Kjøgx udfordrede os også til at øve os i at skrive vores budskab med max 7 ord, så annoncen bliver skarpest muligt. Prøv det selv næste gang. 

 

Så får du ikke mere for den 25-øre. Det var 9 stk.  

Listen kunne have været sådan cirka 82 gange så lang, og vi glæder os allerede til at indtage Linked Summit 2025! 

Vil du høre mere om dine muligheder med LinkedIn?

Rune Bo Novicell DK Rub
Rune Bo
Senior Paid Social Specialist
Send mig en email
Line Ingwar Karlsen LIK
Line Ingwar Karlsen
Senior Content Specialist
Send mig en email