Go to content

Talentudvikling handler ikke om HR-programmer

Pressemeddelelse fra Novicell 18. november 2022 Det er hverken omhyggeligt udtænkte talentprogrammer eller stort anlagte employer branding-kampagner, der bør drive talentudviklingen i danske virksomheder. Det er noget langt mere jordnært, mener vores Group CEO, Per Kirchner.

Published november 18, 2022

Der er fortsat rift om den kvalificerede arbejdskraft i danske IT-virksomheder, og derfor er konkurrencen også stor, når det handler om at tiltrække og udvikle talenter. 

Virksomhederne skruer op for charmen i stort anlagte employer branding-kampagner og sætter HR-afdelingerne på overarbejde med at udvikle særlige talentprogrammer, der skal få særligt begavede unge til at føle sig som noget særligt. 

Det er dog ikke den vej, det digitale konsulenthus Novicell har valgt at gå. Her er tilgangen langt mere jordnær, lyder det fra vores Group CEO, Per Kirchner, der torsdag eftermiddag blev hyldet for sin tilgang til talentudvikling, da PwC uddelte priser til årets ejerleder. 

- Jeg tror i virkeligheden ikke ret meget på store employer branding-kampagner eller sirlige talentprogrammer, når det handler om at tiltrække og udvikle dygtige medarbejdere. Hvis du vil tiltrække og fastholde medarbejdere, handler det i al sin enkelthed om at skabe en god arbejdsplads, hvor vi viser hinanden tillid og har hinandens ryg, når det brænder på. Og det er lige meget, om vi skal tiltrække en ny pedel på efterløn eller en superprogrammør på 21 år, siger Per Kirchner.

Tykkelsen på medarbejderhåndbogen

Han mener, at talentudvikling først og fremmest handler om at skabe en god kultur. 

- Det er ikke en HR-opgave at sikre en god kultur på arbejdspladsen. Det er en ledelsesmæssig opgave. Og det handler ofte om de små ting. Husker man at sige god morgen, når man møder ind? Stiller man rimelige krav til sine medarbejdere og sikrer, at de får succes med det, de laver? Sørger man for selv at gå hjem kl. 16 for at hente børn eller køre fodboldpiger til kamp? Alle de her små ting, som sikrer trivslen og sikrer, at medarbejderne blomstrer op, siger Per Kirchner, og fortsætter:

- Det er forkert, hvis man går ind i en virksomhed og ser, at der er et bordtennisbord eller et bordfodboldbord og derfor tror, at det så må være en god virksomhed. Det er alt for nemt. I stedet bør man kigge på, hvor tyk medarbejderhåndbogen er, og hvor regelstyret virksomheden er. Det er let at købe et bordtennisbord, men meget sværere at sikre en kultur, hvor man tager sig af hinanden – og det er meget sværere at måle på, siger Per Kirchner. 

Fællesskab frem for talentprogram

Novicell er siden 2007 vokset fra en håndfuld medarbejdere til at være 330 medarbejdere over hele Europa, og Novicell-direktøren lægger da heller ikke skjul på, at det er hårdt arbejde at sikre, at en så hastigt voksende organisation hænger sammen. 

- Der kommer hele tiden nye ansigter ind i virksomheden, og det er en krævende opgave rent ledelsesmæssigt at skabe gode rammer for, at medarbejderne kan vokse. Når vi alligevel er lykkedes med det i Novicell, tror jeg, at det først og fremmest handler om, at vi hver eneste dag arbejder med at skabe en god arbejdsplads og har nogle stærke værdier omkring, hvordan vi opfører os overfor hinanden. Et godt fællesskab er hundrede gange mere værd end et forkromet talentprogram, siger Per Kirchner. 

 

Ovennævnte pressemeddelelsen er udsendt i forbindelse med kåringen af Novicell som den ejerledede virksomhed i Danmark, som er bedst til at hylde talent og vise tillid. Prisen er "Årets Temapris" og blev uddelt i forbindelse med PwCs hædringer af danske ejerledede virksomheder. Kåringerne foregår i samarbejde med Nykredit, Dansk Erhverv og Finans.

Læs mere om kåringerne og priserne her: PwC Årets Ejerleder 2022

Vil du vide mere om kulturen eller talentudvikling i Novicell?